Beskrivelse og karakteristika for sort-hvide køer, opbevaringsregler
Den sort-hvide race af køer er længe blevet brugt på territoriet i de tidligere SNG-lande. Landmænd overalt vælger denne race for sin uhøjtid, holdbarhed og høje mælkeydelse. Køerne er kendetegnet ved en godartet disposition, og kødet er kendetegnet ved høje smagsegenskaber. Den sort-hvide ko vil være et fremragende valg for en begyndende, uerfaren landmand.
Oprindelseshistorie
Racen blev først avlet og beskrevet i de tidlige 40'ere af det 20. århundrede. Krydsning af lokalt kvæg med importerede hollandske og svenske tyre blev udført. Derudover blev linjer af frisiske sort-hvide kvæg introduceret. Efter den endelige dannelse af typen af forfatning blev dyr med rød dragt fjernet fra besætningsbogen, og kun sort og hvid var tilbage.
Racen blev officielt anerkendt først i begyndelsen af 1960'erne. Det var udbredt i den ukrainske og hviderussiske Sovjetunionen, men erstattes nu gradvist af importerede udenlandske racer.
Race-habitat
De vigtigste yngleområder for sort-hvide køer er fortsat landene i de tidligere sovjetrepublikker, herunder Rusland, Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan. Unge dyr - gobies og kvier, er godt tilpasset til tempereret klima og tåler endda svære vintre på dårlig mad. Produktiviteten af en kommerciel besætning med rigelig fodring når 5000 tusinde liter mælk om året. Kun køer med en karakteristisk farve passer ind i besætningsbogen.
Beskrivelse og karakteristika for den sort / hvide ko
Racen er gennemsnitlig i vægt og mælkeholdighed. Voksne køer vejer op til 500 kg, og avlsdyr vejer mere end et ton. Retningen til avl er mejeri, men hvis nødvendigt kan du dyrke unge dyr til kød. Kødet er mørt, ikke hårdt og fedtfattigt. Besætningerne bruger god græsning og går i vægt selv uden brug af koncentreret foder.
Racen kræver ikke miljøforhold. Om vinteren er køerne vokset med tyk uld, så de kan overleve de barske vintre. Allerede ved to år gammel er koen helt klar til at begynde at pare og modtage mælk, derfor betragtes racen som tidlig modning. Kalve vejer 50-60 kg ved fødslen.
Fordele og ulemper
Racen kan ikke kaldes ideel: som enhver frugt af udvælgelse har den sine fordele og ulemper.
Opdræt pågår, både i Rusland og i Ukraine, for at bringe racen til en enkelt standard såvel som for at øge mælkeproduktiviteten. For højere udbytter anbefales det at krydse køerne med danske og hollandske tyre.
Sådan opretholdes og plejes du korrekt
At pleje en sort / hvid kvægras er ikke anderledes end at holde andre køer. Laden skal være ren, tør og let. Naturligt lys hersker. Om vinteren skal kunstig belysning være tændt i mindst 6 timer om dagen. Dyr tilpasser sig godt til lavsæsonen, oversvømmet med uld, så du kan skifte græsarealer og bundet hus.
Det anbefales at kombinere saftigt og koncentreret foder. Det er nødvendigt at introducere nyt græs i kosten nøje - græsningen øges gradvist fra flere minutter til flere timer. Kvæg er især følsomme ikke for kulde, men over for træk. Derfor skal revner og huller i stalden forsegles med varmeisolerende materiale. Malkekøer har regelmæssige veterinærundersøgelser, især hvis mælken markedsføres. Det er forbudt at sælge ikke-certificerede produkter.
Kost
Stødens diæt afhænger af dyrets fysiologiske tilstand. Ejeren skal regulere foderet gennem året. Malkekøer har brug for en stor mængde protein, derfor øges procentdelen af hø, klid, kage i deres kost. Om sommeren kan du overføre dyr til lucerne, kløver, urter. Jo mere varieret diæt, desto mere tilfredsstilles behovet for næringsstoffer og mineraler. Derfor anbefales det at tilføje friske grøntsager - rødbeder, gulerødder og næse.
Kalve læres at spise faste fødevarer så hurtigt som muligt. Dette øger vægtøgningen og sparer også mere mælk til salg. Først blandes hø og blandet foder i lige forhold til en homogen, semi-væskeformig masse og føres til kalvene i en spand. Gradvis hærdes blandingen, og kun hø tilbageholdes til sidst.
Opdrætspecifikationer
Det vigtigste mål med raceudvælgelse er at forbedre mælk og kødproduktivitet. For at kalven skal være stor og hårdfør, anbefales det, at køerne krydses med repræsentanter for den hollandske eller frisiske race. Hovedudvalget er renavlet, derfor er hovedværdien af stamtavler uden blandinger af fremmed blod. Avlsbøgerne er åbne, men kun blodet fra de ovennævnte racer er tilladt.
Opdræt, eller tæt beslægtet parring, bruges kun i eksperimentelle avlsbedrifter. På kommercielle mælkebedrifter kan inavl føre til et kraftigt fald i produktivitet og massedød af kalve.
I henhold til avlensteori skal tyrene være forbedringsmidler og køerne skal forbedres dyr. Derfor skal tyren opfylde alle racestandarder, have den rigtige vægt, sammensætning; have godt helbred, udholdenhed og upretentiøsitet, og vigtigst af alt - overgå koen i alle ovennævnte kvaliteter.Det giver ingen mening at krydse en førsteklasses ko med en dårlig tyr bare for mælkens skyld - sådan opdræt forringer rasens klasse meget og til sidst fører til tab.
Sygdomme og forebyggelse
Pestlinger er resistente mod sygdomme, men almindelige lidelser er almindelige blandt køer, som enhver landmand skal være opmærksom på. Patologier udvikler sig ofte på grund af en krænkelse af teknologien til høst og foder. Køer har et komplekst fordøjelsessystem, så enhver mad af dårlig kvalitet er dårlig for dit helbred.
En blokering af spiserøret opstår, når en ko får for store stykker rodgrøntsager, som hun ikke kan tygge.
Fødevarer sidder fast i spiserøret og forårsager voldelig spyt, angst, afvisning af mad og vand. Skiltene er lyse og vanskelige at gå glip af. Den eneste hjælp i tilfælde af blokering af spiserøret er straks at ringe til en dyrlæge og derefter slibe foderet, inden det gives.
En anden almindelig patologi er tympanisk ar. Vommen er en af sektionerne i koens mave. Forkert fodring får maven til at fylde med gas og forårsage alvorlige smerter. Årsagerne er græsning på vådt græs, overfodring, hvilket giver kalvene gærede mælkeprodukter. Inden veterinæren ankommer, kan du lindre dyrets tilstand - masser maven, smør tungen med en lille mængde creolin eller tjære.
Typiske tegn på sygdommen hos kvæg er sløvhed, afvisning af foder, feber. Normalt er temperaturen i rektum hos et dyr 38,5-39,5 grader. En stigning indikerer forgiftning, allergier eller starten på en inflammatorisk proces. Dyrets tilstand kan også ses af andre ydre tegn. En sund ko står stille, spiser eller tyggegummi, musklerne er ikke anspændte, pelsen er tyk og skinnende.
Afvigelser fra normen skal advare landmanden og ringe til dyrlægen. Pleje og korrekt ernæring er nøglen til dyrets levetid og høje udbytter. Stammen er i stand til at give ejeren et udbytte på 5-6 tusind liter.
