Beskrivelse og hvor skorpiongederne bor, artenes status og placering i naturen
Den brændende geds habitat er bjergene i Centralasien. Men selv den svære tilgængelighed i denne region redder dem ikke fra ødelæggelse. Krybskyttere er interesseret ikke kun i nærende værdifuldt kød, men også i spektakulære halvanden meters horn af dyr. Derfor er arten truet - i naturen er der kun ca. to og et halvt tusinde individer af gedehornbeder.
Hvordan ser en hornet ged ud?
Også kendt som markhor blev artsnavnet i Latin Capra falconeri opkaldt efter Hugh Falconer, en botaniker fra Skotland, og blev først beskrevet først i 1839. Denne art af kvæg artiodactyls er ret stor: i længde - 150-170 centimeter, og højden på hannernes manke er op til en meter. Deres vægt er ca. 80-90 kg, hunnerne er næsten to gange lettere. Farven på unge dyr er rødgrå, hos gamle hornlige hanne er pelsen hvid. Gederne har et tykt langt skæg, og på brystet og nakken er der en tyk dewlap af langstrakt uld, der får en særlig pragt i den kolde vintertid.
Hovedet er let humpet. Hornene ligner en korketrekker - hver er snoet omkring en lige akse. Hos geder overskrider de undertiden halvanden meters længde og har 2-3 omdrejninger. Ved basen trækkes hornene sammen og afbøjes derefter tilbage og divergerer til siderne. Grænserne for de årlige segmenter vises på overfladen. Hornene af de hornede geder er små - højst 30 centimeter. De er krøllede som mænds, men mindre flade.
I henhold til små forskelle i farve og graden af vridning af hornene, skelnes der op til seks underarter af brændende geder. Deres levesteder er ret territorielt adskilt fra hinanden. Det antages, at bjerggeiten er en af forfaderne til tamgejer.
Hvor bor dette dyr?
Små populationer af scintorgeetarter observeres i de bjergrige regioner i det nordvestlige Indien, Pakistan og Afghanistan. Det antages, at en af de største bestande af hornede artiodactyler under naturlige forhold lever på skråningerne af Kugitang-ryggen i de østlige regioner i Turkmenistan. Der er færre af dem i Uzbekistan, ved overskyet af Amu Darya-floden, i grænsefladen mellem Vakhshcha og Pyanj i den sydvestlige del af Tadsjikistan.
Hjemmeadresse
De hornede geder bosætter sig ofte på bjergernes skråninger, hvor områder med græs og sjældne buske er bevaret.Om sommeren stiger de fleste af dem ikke over 2500 meter over havets overflade, men nogle hanner når de øvre grænser for alpine enge og begyndelsen af snebæltet. I vinterkulden går ljedgeerne ned til hvor snødækket er mindre - til bjergbælter i en højde af 500-900 meter, som nogle gange kommer tæt på menneskelige bosættelser.
Levevis
Gedehornede geder er i små grupper. Normalt er dette to eller tre dronninger med kalve op til to år gamle. Markhorod-mænd danner som regel deres egne små "selskaber" med flere hoveder eller fører et ensomt liv.
I flere forskellige besætninger på 10-20 personer samles dyr i løbet af efteråret og om kulden om vinteren. Samtidig er højtstående placeret i midten af gruppen, og svage, syge og andre lavt placerede er placeret på dens periferi. Voksne geder i sådanne besætninger udgør kun 6-10% af det samlede antal, da de ofte dør. I efteråret forlader to år gamle, sværehornede geder, der er vokset op, deres mødre og begynder et selvstændigt liv.
Om sommeren går markhoorerne ud for at græsser tidligt om morgenen og i skumringen, når varmen aftager. Om vinteren tilbringer de næsten hele dagen på jagt efter mad. Geithornede geder er årvågne og omhyggelige: de løfter ofte hovedet, selv når de græsser, og inspicerer omgivelserne. Når de lægger mærke til fare, råber de skarpt og stamper deres fødder kraftigt. Dette er et signal til de andre om at være på alarm. Hvis den fundne trusselskilde - et rovdyr eller en person - er langt væk, og det er tydeligt synligt, forbliver flokken på sin plads og ser på ham. Så snart han er ude af syne, flytter dyrene hurtigt til et mere sikkert sted, normalt til den nærmeste stenede hældning.
Scotch geder lever sjældent længere end 10 år under naturlige forhold. Dette er ikke deres alder - de er mere tilbøjelige til at dø af rovdyr, snøskred eller ikke overlever kolde vintre. I fangenskab forlænges deres levetid til 15-19 år.
Dyrefoder
Om sommeren udgør urteagtige planter - rabarber, ørkensild, ziziphora, blågræs, prangoer - basen for kosten til de hornede geder. Unge skud af kornafgrøder er en særlig godbid for dem, men løv, tynde kviste af buske og træer spises også. Om vinteren finder dyr rester af tørret græs, spiser overvækst og grene af kaprifol, bjergaske, pil, mandel, asp, ahorn og forskellige små buske.
Hvis det er rigeligt med succulent græs, kan dette være nok i nogen tid til at slukke tørsten. Normalt er de på udkig efter et permanent sted til vanding - en flod, vandløb, dam dannet af smeltet sne eller regn. I den kølige del af dagen besøger dyr det to gange - tidligt om morgenen og i begyndelsen af natten, i varmen, de kommer desuden til middag.
Reproduktion af hornede geder
Unge geder er klar til at reproducere i en alder af tre. De hornede hanner bliver seksuelt aktive to år efter fødslen. Ridsen begynder i november og varer indtil begyndelsen af januar. Det ledsages af frigivelsen af en stor mængde hormoner i blodbanen, derfor, på jagt efter frie hunner, arrangerer gederne konstant hårde slag med hinanden: De graver jorden med hove, står på bagbenene, spreder, rammer deres pande eller bunden af hornene.
De påfører som regel ikke alvorlig skade på hinanden, men de mister meget styrke og mister meget vægt midt i vinteren. De hornede hunner forbliver rolige under østrus og taber sig ikke.
Normalt danner en ljedgeet et harem for sig selv fra flere geder. Graviditet varer lidt længere end fem måneder. I maj bringer førstekalver ofte et barn, der er forskellige - to babyer. Den første dag befinder kalven sig i en rookery i en afsondret kløft, som moderen finder på forhånd til lamming, og fra den anden dag i livet følger den hende til den nærmeste græs, allerede fra en uges alder hvor hun prøver grøn mad. Moderen fodrer afkomet indtil efteråret, men børnene bliver hos hende i et par år.
En interessant kendsgerning: Selv efter at de har forladt besætningen, kan unge seksuelt modne geder ikke altid med det samme begynde at avle, drevet væk fra hunner af ældre hanner. Nogle gange skal de hornede geder tilbringe flere år alene og vinde styrke.
Se status og position
Fangsten af ljedgeiten, som mesterligt bevæger sig på de svære nåede klipper, har altid været et bevis på den høje grad af jægerens dygtighed. Dyret er ikke kun af gastronomisk interesse, dets smukke store horn er også et værdifuldt trofæ. Da deres ejere er store og stærke hanner, ødelægges de største producenter af flokken.
Menneskeøkonomisk aktivitet bidrager også til et fald i antallet af geder af de hornede arter: fåreflokke fortrænger dem fra praktiske græsgange, så nu forbliver kun et lille antal markhor kun i de mest utilgængelige stenede områder og på beskyttede reservaters område. Da de hornede gedearter trues med fuldstændig ødelæggelse i naturen, er den inkluderet i den røde bog og et specielt tillæg til konventionen om international handel.
Erfaringerne med aviær avl har vist succes for en sådan opdræt af svære hornede geder. En række zoologiske haver er deres fjerde generation.
